• Her er du:
  • Nyt >
Print

Unge med særlige behov får to gange elite-smiley

Pressemeddelelse

Unge med særlige behov
får to gange elite-smiley 

17. marts 2009  

Café Tryk i Svendborg, som er en del af CSV SydØstfyn – Center for Specialundervisning for Voksne - har for anden gang i træk modtaget en elite-smiley.
   - Det er et stort skulderklap til medarbejderne, som på trods af de vanskeligheder, de har, fuldt ud kan leve op til de lovgivningsmæssige standarder, siger en stolt og glad faglærer Jane Caralt. Hun er uddannet kok og udgør sammen med pædagog Pia Lysholdt-Thomsen cafeens støtteteam. 
    Medarbejderne er unge med særlige behov, som er ansat i beskyttet beskæftigelse. De er på pension og arbejder på deltid med en timeløn på 7 kr. som supplement til pensionen.

Ondt i maven
Café Tryk blev oprettet i 2003 som socialt mødested for CSV SydØstfyns elever på den 3-årige ungdomsuddannelse, men den er åben for alle, og både Svendborg-borgere og turister finder vej til cafeen.
    Den har siden sin start fået en storsmilende smiley hvert år. For to år siden indførte Fødevarekontrollen elite-smiley’en som belønning for fire stor-smilende smiley’er i træk. Derfor var der også en til Café Tryk – og nu altså en mere. 
    - Vi får jo lidt ondt i maven, lige når fødevarekontrollen kommer og står dér, siger Jane Caralt. – Men stor er glæden, når vi så får den gode besked som afslutning på besøget.

Plads til flere
Der er 11 medarbejdere, som alle er tidligere elever på CSV SydØstfyn, samt en medarbejder i flexjob. Men der er plads til flere. – Med et par stykker mere kunne vi holde åbent alle ugens dage, og det vil vi gerne, siger Jane Caralt. – For cafeen er jo ikke blot en café, men ligeså meget et sted, hvor man kan møde ligesindede. 
   Åbningstiden er 9-21.30 på hverdage og 15-21.30 på søndage. Onsdag aften og hele lørdagen er der lukket.

Vi har noget at stå op til
En af café-medarbejderne, Vivi Pedersen, 27 år, siger: - Det er godt at arbejde her. Vi har noget at stå op til, så vi ikke bare sidder derhjemme og kukkelurer. Jeg har det godt med mine kollegaer, og jeg er glad for arbejdet, men om nogle år vil jeg gerne prøve at arbejde med børn.
   Vivi Pedersen er ord- og talblind og har medfødte taleproblemer. Hun var elev på CSV SydØstfyns 3-årige ungdomsuddannelse fra 2002 til 2005, hvorefter hun fik jobtræning og blev ansat i cafeen i beskyttet beskæftigelse. Hun arbejder 20 timer om ugen i faste dagvagter og går desuden til danskundervisning. 
   - Cafeen er en arbejdsplads, hvor hver har sine helt klare arbejdsfunktioner, som hele tiden bliver udviklet, siger Jane Caralt. – Målet er, at medarbejderne får udviklet deres kompetencer og bliver vant til en arbejdsplads, så de med tiden kan klare et skånejob på det almindelige arbejdsmarked. 
   Vi har en høj grad af medarbejderindflydelse, men der er de samme forventninger og krav som på øvrige arbejdspladser – dog med hensyntagen til den enkelte ansattes behov og eventuelle handicap. Alle gennemgår kurser i hygiejne m.v.

Praktiksted og kantine
Café Tryk er også praktiksted og arbejdsprøvningssted for CSV SydØstfyns elever. Den fungerer som kantine for CSV SydØstfyn og leverer frokost ud af huset til mindre virksomheder. Driften skal hvile i sig selv, da den ikke må være en konkurrerende virksomhed til Svendborgs øvrige cafeer.
   Menukortet byder på lette frokostretter, hjemmebagt kage og kolde og varme drikke.



Se evt. mere på www.cafetryk.dk

Yderligere oplysninger hos faglærer Jane Caralt – tlf. 62 23 49 28 / 30 17 45 60, mail: jane.caralt@svendborg.dk