- Her er du:
- Nyt >
Plan B i Nyborg
”Plan B” i Nyborg Pressemeddelelse 24. marts 2009
Per Havgaard, kendt fra TV-programmerne ”Plan B” og ”Skolen”, kommer til Nyborg den 30. og 31. marts for at hjælpe CSV SydØstfyn – Center for Specialundervisning for Voksne – med at skabe det bedst mulige undervisningsmiljø for en gruppe unge med særlige behov.
- Ideen opstod, fordi vi i TV-programmerne kunne se, at Per Havgaard bl.a. har samme udgangspunkt, som vi har i vores undervisning. Nemlig den anerkendende pædagogik, som fokuserer på det, eleverne kan, og arbejder ud fra det, siger afdelingsleder for CSV SydØstfyns ungdomsuddannelse, Henrik Meyer. – Vi har netop flyttet undervisningen af en gruppe unge ned midt i Nyborg by sammen med et nyt lærerteam. Med Per Havgaard kan vi dels få input til at skabe et godt undervisningsmiljø, dels give det nye lærerteam et fælles pædagogisk afsæt for det fremtidige arbejde.
CSV SydØstfyn har udviklet sin ungdomsuddannelse til et helhedstilbud til de unge med særlige behov - omfattende uddannelse, bolig, fritidsaktiviteter og jobtræning. Undervisningen af gruppen midt i Nyborg foregår på centrets nye kollegium, Carlsminde Kollegiet, hvor 7 unge kan få bo-træning og eget kollegieværelse. Der vil desuden blive indrettet værksteder, hvor de unge kan få jobtræning
- Vores mål er at hjælpe de unge til at tage ansvar for deres eget liv og skabe deres egen tilværelse, så de kan flytte i egen bolig og måske få et flexjob på det almindelige arbejdsmarked, siger Henrik Meyer.
Per Havgaard er uddannet lærer og nu chefkonsulent i læringsstilscentret Cubion. På kursets første dag er temaerne bl.a. læringsstile, anerkendende pædagogik og tydelig målsætning. Dag to er der bl.a. fokus på det fysiske undervisningsmiljø som lokaleindretning.
Yderligere oplysninger kan fås hos afdelingsleder Henrik Meyer, CSV SydØstfyn – tlf. 62 23 49 00, mobil 51 55 33 41.
