• Her er du:
  • Nyt >
Print

IT-undervisning en revolution for ung senhjerneskadet

- IT-undervisningen var en hel revolution, siger Birgit Leszczynski, mor til Kenneth Gonzalez Valle, der som 26-årig blev hjerneskadet ved en trafikulykke. - Kenneth blev løftet op, og hans gensynsglæde ved at have kontakt med en computer igen var stor. Undervisningen bibragte ham utrolig meget.
   Speciallærer og IKT-vejleder Jens Andreassen fra CSV SydØstfyn stod for undervisningen, og her er hans beretning om det første møde med Kenneth Gonzalez Valle:

30 meter livline
På vej mod en ny undervisningsopgave på en institution for bl.a. senhjerneskadede må jeg lige ud og tjekke, om de 30 meter netkabel stadig ligger i bagagerummet. For jeg ved, at det hele står og falder med det kabel.
   Heldigvis er det stadig om bord.
   Ved ankomsten til institutionen lykkes det mig at finde vej til den unge mand, Kenneth Gonzalez Valle, som jeg skal undervise.

Jeg har forstået, at opgaven er lidt af et eksperiment, og at det vil være en bedrift at fastholde Kenneths motivation og koncentration i 15-20 minutter. Han er svært hjerneskadet efter en trafikulykke. Skaden har bl.a. elimineret hans initiativtagning, og han mangler mulighed for at ytre sine ønsker ud over de tilbud, der er indfældet i den daglige ramme.
   Som underviser er jeg derfor nødt til at aflæse og tolke Kenneths behov og ønsker om større livskvalitet og indtænke dem i undervisningen.

Mit kabel får netforbindelse på kontoret og bliver trukket gennem et vindue, over et havehjørne og ind i Kenneths værelse, hvor det om lidt vil være knald eller fald for mine gode hensigter.
   Nettet virker! Kenneth følger med til værelset, og jeg mærker intuitivt hans interesse.
   Jeg ved, at han studerede økonomi før skaden, at faderen bor i Mexico og moderen i Danmark. For at afdække hans geografiske univers, sætter jeg indledningsvis planeten i stille rotation på Google Earth og beder ham udpege Mexico, når det kan lade sig gøre. Og han gør det!
   Vi dykker til et lavere luftlag og tager retning mod hans næste udpegning. Til sidst ligger vi klar til landing lige over Acapulco, hvor vi omsider lander i det hotelkompleks, hvor hans far er restauratør.
   Fly-metaforen ligger lige for – både fordi Google Earth lægger op til det, og fordi moderen er stewardesse. Det er dog lidt svært at finde hende i København.
   Som afslutning på flyveturen lander vi på institutionen.

Eventuelle blokeringer er lagt til side, og jeg får lov til at tage et portrætfoto, der bliver sendt på nettet og skåret til et puslespil. At samle sit eget portræt som brikker i et puslespil siger noget væsentligt om opfattelse af dele og helhed.
   Efterfølgende afdækning af talforståelse, læse- og skrivefærdigheder samt tidsangivelser giver vigtige oplysninger om det univers, man som underviser ydmygt bevæger sig i.
   Glæden er stor, når de anslåede 15-20 minutter bliver til halvanden time – og afsluttes med kursistens tydelige appetit på mere.

Uden teknologiske kommunikationsmuligheder er Kenneth hægtet af sit naturlige netværk af familie og venner og derfor stærkt isoleret. En grundlæggende forudsætning for succes er således, at undervisningen udfolder sig i den reelle/virtuelle verden og ikke er afgrænset til småspil og øvelser i lukkede rum og programmer.
   Undervisningen skal have personlig betydning, være vedkommende og have et perspektiv. Underviseren skal ikke blot optræde som et underholdende og adspredende indslag en gang om ugen, men alliere sig med alle de støtte-kontaktpersoner, venner, bekendte og familiemedlemmer, der er omkring den pågældende kursist.
   Det primære mål for undervisningen bliver først og fremmest at forsøge at tilvejebringe kommunikationsmuligheder for Kenneth og appellere til hans netværk og institutionens ansatte om at bistå. Alle skal være med til at gøre mailboksen til et spændende, øjenåbnende og bevidsthedsdannende bekendtskab, der kalder på initiativ og interaktion.

Efter et års undervisning er Kenneth takket være bl.a. Skype og mails igen i kontakt med sit sociale netværk både i Europa og Mexico.

--------

Jens Andreassen er IKT-vejleder på CSV SydØstfyn og tovholder for netværket for IKT-vejledere i Region Syddanmark. (IKT = Informations- og Kommunikations Teknologi).

Yderligere oplysninger hos Jens Andreassen, CSV SydØstfyn – tlf. 6223 4940, mobil 2926 6973.
Foto af Jens Andreassen og Kenneth Gonzalez Valle ligger til fri afbenyttelse her.