• Her er du:
  • Nyt >
Print

Åbent hus på den 3-årige ungdomsuddannelse på CSV SydØstfyn

29 april 2011

Åbent hus på den 3-årige ungdomsuddannelse på CSV SydØstfyn

CSV SydØstfyn – Center for Specialundervisning for Voksne - slår nu dørene op til den 3-årige ungdomsuddannelse for unge med særlige behov og inviterer kommende elever, deres forældre og sagsbehandlere, samarbejdspartnere og alle andre interesserede indenfor.
   Det sker med åbent hus på centrets to afdelinger i henholdsvis Nyborg og Svendborg på torsdag den 5. maj.   Eleverne viser rundt, og de besøgende vil bl.a. få mulighed for at overvære undervisningen og snakke med både eleverne og deres lærere og pædagoger.

I Nyborg kan de besøgende bl.a. overvære undervisning i musik, madlavning og produktion af elevernes egne hjemmesider samt udendørs arbejdstræning og undervisning med særlige materialer i læsning og regning.
   Der er også åbne døre hos Ungegruppen Låddenhøj, som er en gruppe af multihandicappede elever, der bliver undervist på aktivitets- og samværstilbuddet Østerhuse i Nyborg. I øvrigt et af de meget få steder i landet, hvor multihandicappede får tilbudt den 3-årige ungdomsuddannelse.

I Svendborg kan de besøgende bl.a. kigge inden for hos CSV SydØstfyns havehold i Haveforeningen Margrethelund og på jobtræningscenteret CSV Erhverv på Jessens Mole og se, hvordan elevernes jobtræning foregår. Der bliver særlige orienteringsmøder for de lokale arbejdsgivere, som tager CSV SydØstfyns elever i praktik og senere ansættelse.
   Når de besøgende har brug for en pause, står CSV SydØstfyns egen café, Café Tryk, klar med udendørs servering, mens elevernes musikband underholder.

Den 3-årige ungdomsuddannelse blev i 2007 en lovsikret ret for unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
   Målet er, at de unge lærer at leve så selvstændigt og aktivt et voksenliv som muligt. Det sker gennem almindelig skoleundervisning, praktisk træning og praktikophold på lokale arbejdspladser. CSV SydØstfyn har kollegier, hvor de unge kan bo, samt en række fritidstilbud til de unge.  
   De elever, der bor på kollegierne i Nyborg og Svendborg, åbner også dørene og inviterer inden for både i fælleslokalerne og i deres egne lejligheder.

CSV SydØstfyn har 120 elever på den 3-årige ungdomsuddannelse, og efter endt uddannelse får de hjælp og støtte til at blive sluset ud til videre uddannelse eller job. Ligeledes får kollegianerne hjælp og støtte til at blive sluset ud til egen bolig.
----------
CSV SydØstfyn åbner dørene fra 12 til 16 torsdag den 5. maj.
Yderligere oplysninger og kontakt til eleverne ved henvendelse til:
Afdelingsleder for ungdomsuddannelsen i Svendborg, Morten Overgaard-Larsen, 6223 4907 / 5155 3341
Afdelingsleder for ungdomsuddannelsen i Nyborg, Lisbeth Kudahl, 6223 4958 / 5139 8992
Afdelingsleder for kollegier, klub og café, Anne-Birgitte Helbo, 6223 4905 / 5155 3291