• Her er du:
  • Nyt >
Print

Pressemeddelelse

Første danske konference om talblindhed

Konferencen bringer eksperter, undervisere og folk med store talproblemer sammen

Den første danske konference om talblindhed – eller dyskalkuli, som det hedder i fagsproget, vil bringe eksperter, matematiklærere og personer med store talproblemer sammen.
   Konferencen holdes i morgen, torsdag den 3. juni, på Hotel Nyborg Strand og afslutter et udviklingsprojekt, der har haft som mål at afdække begrebet talblindhed. I projektet har deltaget førende danske eksperter på området.
   - Vi har undervejs i projektet oplevet en stor interesse både fra skoler og matematiklærere og fra de, der lever med talproblemer, siger vicecenterleder Jens Storm, CSV SydØstfyn, som har taget initiativ til projektet.
   - Skoler og matematiklærere har efterlyst viden, værktøjer og kurser. Folk med talproblemer har meldt sig til projektet som testpersoner og efterlyst en anerkendt test samt accept af talblindhed på lige fod med ordblindhed.
   Derfor har vi valgt at holde en åben afslutningskonference, hvor eksperterne, praktikerne ude i klasselokalerne og dem, det hele handler om, kan møde hinanden og høre hinanden.
   De kommer alle til orde i løbet af konferencen, og det er vores håb, at det kan bidrage til at sætte større fokus på området.
   200 har meldt sig til konferencen, og der kommer undervisere fra hele landet og fra et bredt udsnit af uddannelsessektoren.

Blandt oplægsholderne er den skandinaviske ekspert i talproblemer, Olav Lunde, Norge, samt professor Niels Egelund, der er leder af Center for Grundskoleforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

Der er ikke hidtil foretaget videnskabelige undersøgelser af talblindhed i Danmark. Undervisningsministeriet har støttet udviklingsprojektet med 200.000 kr. 

Yderligere oplysninger hos vicecenterleder Jens Storm, CSV SydØstfyn – Center for Specialundervisning for Voksne, tlf. 6223 4942 / 2035 9896 jens.storm@svendborg.dk

Program for konferencen er vedlagt.

Program