• Her er du:
  • Nyt >
Print

19-årig Svendborg-løber til VM i ultra maraton

Pressemeddelelse

19-årig Svendborg-løber
til VM i ultra maraton

28. maj 2009 

19-årige Kim Hammerich fra Svendborg er udtaget til at løbe ultra maraton – 100 km - ved VM i Belgien den 19. juni som den ene af to danske deltagere.
   Kim Hammerich er elev på den 3-årige ungdomsuddannelse for unge med særlige behov på CSV SydØstfyn – Center for Specialundervisning for Voksne. Han har aftalt med sine to støttepædagoger, at de pakker en bil og kører med ham til Belgien, og han er nu i gang med at søge sponsorer, der vil hjælpe ham med at dække udgifterne.  

- Jeg har løbet, siden jeg var 12 år, siger Kim Hammerich. – Ved en familiefest fortalte en af deltagerne, at han var med i en løbeklub. Jeg var interesseret, og vi aftalte at løbe en tur sammen. Jeg syntes, det var rigtig fedt. Så vi fortsatte med at løbe sammen, og efter et år var jeg bedre end ham. Han trænede mig op, og jeg kom med i klubben – Faaborg Ski- og motionsklub.  
   Da Kim Hammerich kom på efterskole i Ulbølle, løb han i klubben i Faaborg weekenderne. Det var 5 og 10 km og halvmaraton. I 2006 løb han sin første maraton ved H.C. Andersen-løbet i Odense. – Det gik godt. Tiden var 3 timer og 25 minutter, siger han. – I dag løber jeg den på 2.57.
   Den første ultra maraton løb Kim Hammerich under Århus Festuge i september sidste år. – Jeg løb den på 9 timer og 12 minutter og fik en 3. plads. I marts i år var han med til kvalificeringløb til EM og VM og blev udtaget til VM. Hans tid var 8 timer og 5 minutter, og ifølge sidste års resultater svarer det til en 7. plads ved VM.
   - Mit mål er at komme med til Belgien og opleve VM, siger han.  
   Hans faste støttepædagog, Margrethe Frydenborg, træner ind imellem sammen med ham – men jeg følger ham ikke i en super maraton. Garanteret ikke. Selvom han ofte joker med det, siger hun.   

Kim Hammerich er nu med i Svendborg-klubben SG-Atletik og blev for nylig nr. et i 10 km i det store lokale løb, Svendborg-løbet. Han bor på CSV SydØstfyns kollegium i Svendborg og er for øjeblikket i praktik som bager. – Jeg håber på, at jeg kan få et fast flexjob, og når det lykkes, vil jeg begynde at kigge efter en lejlighed, siger han.



Yderligere oplysninger og kontakt til Kim Hammerich kan fås hos pædagog Margrethe Frydenborg, CSV SydØstfyn – tlf. 27 90 78 84


Nedenstående billed i højtopløselig jpg-fil